Rangleklods – HOME EP

Home er ude nu. Her kan du læse mere om hvem Rangleklods er:

Den nu København-baserede dansker Rangleklods har det seneste års tid igennem eksplosive og intense elektroniske koncerter i undergrundsmiljøerne i Berlin, Århus og København opnået kraftigt tiltagende opmærksomhed. Det er lykkes Rangleklods at sprænge konventioner om genre og smag ved at give sig hen til kreativitetens underbevidste vilje og legen med computeren som det altomfavnende og ubegrænsede instrument. De danseopfordrende kompositioner forener, stærkt båret af den karismatisk dybe, men vidtspændige vokal, det melodiske såvel som klangligt eksperimenterende i et medrivende univers, der tør tale direkte til lytterens følelsesregister. Om det afvigende navn siger Rangleklods:
”Det er for mig netop et udtryk for musikkens sammensatte, legende og ubestemmelige karakter. I sin betydningstomhed har Rangleklods givet mig plads til at nå ud over begrænsninger og forventninger, og hen til et udtryk, der kan forstås og benyttes på mange forskellige måder af folk med vidt forskellige musikalske baggrunde og præferencer.”
Materialet er i høj grad farvet af, at basen i begyndelsen af 2010 flyttedes fra Århus til Berlin, hvor rutiner blev opgivet og den enorme og eklektiske scene gennemsøgt. Rangleklods’ lyd består af indspillede instrumenter og analogt gear på lige fod med rent digitale og intenst programmede elementer. Tilsammen skaber det lydbilleder, der bevæger sig fra Minimal Techno til 60′ernes Wall of Sound. I det hele taget peger lyddesign såvel som komposition lige så meget tilbage mod Beach Boys og Doors, som det gør fremad, inspireret af bl.a. James Holden og The Field.
Live bryder Rangleklods op med den stereotype opfattelse af laptopkoncerten ved at udføre så meget som muligt i nuet i form af vokaler, instrumenter og en lang række controllere (bl.a. en hjemmebygget afstandssensor-boks). Målet er at miste den totale kontrol og i stedet tage chancer i en sådan grad, at fejl – og hvordan de bearbejdes på konstruktiv vis – ofte lurer om hjørnet. Derigennem bliver koncerten mere indlevende og intens for både publikum og Rangleklods. Således adskiller en Rangleklods live-performance sig i høj grad fra selve produktionen, hvor der arbejdes intenst på det minimale detaljeplan og den lydlige sammenhæng gennem de opbrydende tracks. Disse kreative og produktionsfaglige overvejelser har sit udgangspunkt i, at manden bag, Esben Andersen, studerede på linjen for elektronisk musik (DIEM) ved Jysk Musikkonservatorium, hvorfra han blev kandidat i sommeren 2011.
Rangleklods spillede på SPOT 2011 for en fyldt sal, der blev holdt på kogepunktet gennem settets 45 minutter. Rangleklods blev herigennem udtaget til at spille på SPOT on Denmark – Cologne i december 2011. I løbet af efteråret 2011 kan man opleve Rangleklods som support for danske Veto på deres Danmarksturne, og i midten af oktober udgiver Rangkeklods sin første EP.